smiley Go’morgen, det er torsdag, midtvejs, først vejrudsigten:

Det bliver mest skyet og i begyndelsen stedvis regn, men det bliver efterhånden mest opholdsvejr. Temperatur omkring 15 grader og let til jævn sydvestlig vind, der drejer mod syd. I aften og i nat fortsat skyet og i den sydlige del regn eller byger af og til. Temperatur ned mellem 10 og 13 grader og let til frisk sydøstlig vind.

I dag er temaet rejser, først med Anna le Dous i formiddag. Eftermiddag i tehuset, samt i aften “jorden rundt i løb” med Jesper Kenn Olsen. Det skal nok blive spændende. Flere detaljer sidenhen…. wait and see.

Efter morgenmad mødtes vi i Lillesalen med rejseforedraget “jorden rundt i kørestol” selv om man sidder i elektrisk kørestol, aldrig har følt jorden under sine fødder og ikke kan vende sig selv i sengen om natten, kan man godt rejse ud og opleve verden. Anna le Dous er 100 procent afhængig andres hjælp -alligevel har hun indtil videre rejst i 43 lande. Hør Anne fortælle om sine oplevelser på jordomrejsen, som gik til USA, Fiji, New Zealand, Australien og Kina. foredraget vil også indeholde praktiske oplysninger og det at rejse, når man har et handicap.

Sang 184 “Ole sad på en knold” Bettina intro, om at rejse og alligevel føle hjemve. Få øje på al det gode derhjemme, samtidig med at nyde nuet derude.

Jane Schelde kommer til middag fra muskelsvindfonden og interviewer sammen med en fotograf som promovering af højskoleophold på Egmont i uge 26. Tag godt imod og vær positiv.

Inden Anna kom på sang vi en færøsk sang 398 “den mindste klump”.

Anna startede med et video klip “around the world” med hele jordomrejsen i kort form. Dernæst billeder, lyd og fortælling om indtryk for turen.

Se på muligheder, ikke begrænsning. Find de mennesker, der kan se mulighederne og løse dem.

“Den, der siger at det ikke kan lade sig gøre, skal ikke afbryde den, der gør det” – et gammelt kinesisk ordsprog

Frokost kl. 12 masser af retter på tag selv bordet. Mange har vist allerede taget ekstra kilo på. Tarteletterne med høns og asparges gik også som varmt brød.

Vel mødt i tehuset kl.14. International hygge med havudsigt. Dagens rejsetema bringer os kulinarisk set til den sydlige del af Europa. Køkkenet serverer 2 slags kager. “Clafoutis aux cerrises” er en klassisk fransk kage, de i princippet er kirsebær overhældt med pandekagedej. “Taglio con la creme di Lamponi” eller hindbærcreme snitter er en Italiensk butterdejs kage med kindbær og et strejf af lime. Herudover vil vi blive budt på hjemmelavet spansk sangria og endelig er der skolens sædvanlige udbud af te og kaffe fra andre eksotiske egne af kloden.
Der blev hygget og snakket, set kunstværker, der nylig var stillet op. Nogle var på badebroen. Det blæste koldt, men holdt dog tørvejr.

Middag kl.18: Tandori kylling, nudler m/ spidskål, løg, mango sukkerærter, peberfrugter og ingefær. Sur sød sovs (i industrielle mængder ca 12 L)

Kl. 19.30 i Lillesalen ”Jorden rundt i løb”. Jesper Kenn Olsen er det første menneske, der har løbet jorden rundt. I dette foredrag vil han dele sine oplevelser omkring jordkloden. Jesper, der også er cand. mag. scient. pol. fortæller spændende anekdoter og beretter om de kulturelle oplevelser, hans ture har givet ham. Foredraget krydres med billeder og videoklip fra hans løb over mange lande.

Den mentale del for det store løb er vigtig, men med fokus på at lytte til din krop. Fokuser altid på det positive.

Efter en kaffepause fortsatte Jesper til kl. 22. Det sidste kvarter med gode spørgsmål til ekstrem løberen. Meget flot og givtigt foredrag, der satte nye tanker i gang.

Aftenen sluttede med rødvin og ostebord, kaffe eller te. Herefter dybt go’nat smiley